Gå til indholdet
vedira
  • Dansk
  • EnglishIkke oversat endnu
Kontakt os her

GMP28. aug. 2026Søren Nygaard

Afvigelser, der ikke kommer igen

En afvigelse, der lukkes uden årsagsanalyse, kommer igen. Sådan bygges håndteringen op fra starten.

To teknikere ved produktionsudstyr

En afvigelse, der lukkes med bemærkningen om, at medarbejderen er blevet instrueret, er ikke lukket. Den er udsat. Den samme afvigelse dukker op igen, ofte inden for det år, og anden gang koster den mere, fordi den nu også er et mønster.

Hvorfor genoptræning sjældent er svaret

Genoptræning virker som en løsning, fordi den er hurtig at skrive og nem at dokumentere. Men den forudsætter, at årsagen var manglende viden. Var årsagen et uklart arbejdsgrundlag, to systemer der ikke taler sammen, eller en arbejdsgang der kun kan følges, hvis alt går planmæssigt, så ændrer genoptræning ingenting.

Prøven er enkel: kan du forklare, hvorfor det ikke skete i sidste uge, og hvorfor det skete i denne? Hvis ikke, er årsagen ikke fundet.

Byg håndteringen op i den rigtige rækkefølge

Først inddæmning: hvad er berørt, og hvad skal standses nu. Det er en anden beslutning end årsagsanalysen, og den skal træffes først, fordi den haster.

Så beskrivelsen: hvad skete der faktisk, i den rækkefølge det skete, med de tidspunkter og de batchnumre, der kan verificeres. En beskrivelse, der allerede indeholder en forklaring, spærrer for analysen.

Så analysen: hvorfor kunne det ske. Her er værktøjet mindre vigtigt end disciplinen med at blive ved, til svaret peger på noget, I kan ændre.

Til sidst handlingen, og kun her. En handling valgt før analysen er en formodning i forklædning.

Det led, der glemmes

Effektkontrollen. En korrigerende handling uden en aftalt måde at måle, om den virkede, er en hensigt. Aftal på forhånd, hvad I kigger på om tre eller seks måneder, og hvad der skal til, for at I kalder den virkningsløs.